Livets forgængelighed

Jeg har ikke været så flink til at poste nye indlæg i lang tid. Men I kender det sikkert, ind i mellem løber tiden, alverdens gøremål optager én, og der er ting man ikke får gjort, selv om man gerne ville.

Forleden var jeg ude på en morgentur, og langt væk på en plæne så jeg en masse hvide pletter, som jeg i første omgang tænkte var måger, som har taget hvile i den tidlige morgen.
Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var et fantastisk tæppe af svampe i alle stadier fra helt nye til rådnende og nedbrudte.

Læs videre “Livets forgængelighed”

At være

Jeg sidder her ved pc’en efter en hyggelig dag i skoven med børn, børnebørn og svigerbørn. Tænker at jeg skal skrive noget klogt, men hjernen vil ikke rigtigt i sving og tankerne falder tilbage på dagen.
En god og stille dag under en af skovens bålshelters.
En dag med kolde øl, grillede pølser og snobrød, der levede op til traditionerne om at være sorte udenpå og dejagtige indeni.
En dag med hygge, nærhed og en enkelt påskehare der kom forbi og droppede et par påskeæg bag træerne.
En dag hvor det var nok bare at være, også uden at være klog.

Jeg tror, at jeg vil læne mig tilbage, absorbere dagens nærvær uden at være klog.
God påske, jeg håber, at I får mulighed for bare at være.

Lykke eller retfærdighed?

Jeg læste en gang en lille historie om lykke og retfærdighed:

I en park sidder to mænd på en bænk, de ser på to drenge, der leger i en sandkasse. Da drengene har leget i et stykke tid, kommer de op at skændes, og det ender med at den ene af drengene vredt går sin vej. Der går et lille stykke tid, så vender drengen tilbage og genoptager legen med den anden.

“Så du, det?” siger den ene mand “Det var da forunderligt.”
“Så hvad?” siger den anden mand.
“De var oppe og skændes, og nu leger de, som om intet var hændt” siger den første.
“Ja, sådan er det med børn.” svarer den anden “De foretrækker lykke for retfærdighed.”

Jeg synes, at det er en tankevækkende historie. Hvor tit sætter vi retfærdighed over vores egen lykke?
Det betyder, ikke at vi bare skal lade vore grænser overskride i samarbejdets tegn, men at vi skal mærke efter, hvor vores egen lykke findes. Ligger lykken i at være i sandkassen eller i at forlade den?
Hvis vi ikke mærker efter, risikerer vi at miste lykken i jagten på retfærdighed.

Søger du lykke eller retfærdighed?

Beriger livet dig?

Bliver du beriget at dine relationer, dine oplevelser og dine omgivelser? Hvis du ikke bliver beriget, vil du opleve livet som tomt, uinspirerende eller kedeligt.

Beriger dine børn dig?
“Naturligvis” er det hurtige svar måske. Men hvornår har du sidst talt rigtigt og nærværende med dine børn? Hvornår har du sidst virkelig lyttet uden at forsøge at korrigere, hjælpe, løse problemer – men bare lyttet for at forstå? Hvornår har I sidst haft en GOD samtale?
Sluk fjernsynet og computerne, og find på en aktivitet, hvor I også har mulighed for at tale sammen – og LYT. Det kan være en gåtur i skoven, lægge puslespil, lave juledekorationer, male, tegne, kun fantasien sætter grænser.

Læs videre “Beriger livet dig?”

Den umulige balance

En problemstilling, som vi alle bærer med os, er at finde balance mellem at samarbejde med andre og holde fast i os selv. Det er en ubalance, der opstår i vores tidlige barndom (en del af udviklingspsykologien).

Vi fødes til at samarbejde.
Et hvert spædbarn samarbejder alt, hvad det kan for at sikre sig overlevelse. Hvis vi bevæger os ud blandt dyrene bliver det helt tydeligt. Et rålam bliver liggende, hvor råen ligger det, ellers kan råen ikke finde lammet igen, og lammet vil dø af sult eller blive ædt af ræven. Når det bliver større, er det lammet der følger moren, og ikke moren der venter på lammet. Lammet er født til samarbejde på samme måde som vi mennesker.

Læs videre “Den umulige balance”

Hvor er jeg priviligeret

Hvor er det dog et privilegium at få lov at arbejde med mennesker, der ønsker at forandre sig.

I det sidste halve år har jeg mødt en mand, der hele livet har været mødt af kulturforskelle og familiemæssige krav til hans måde at møde verden. Han har brudt et ægteskab og valgt et andet på trods af krav og forventninger. Han har mistet kontakten til sin søn, og på grund af sorg og opvækst har han ikke haft evnen til at tage en steddatter til sig. Samtidig har han været i et socialt fald på grund af konkurs.
Og alligevel møder jeg en mand, der ønsker at forandre sig. Jeg møder en mand, der i terapien tager oplevelser, følelser og input til sig, som han selv næsten ikke er i stand til at forstå. Jeg møder en mand, fra hvis inderste der vokser en rummelighed, en indsigt og en kærlighed, som gør mig ydmyg.
I denne uge sagde jeg farvel til ham, og tænkte “hvor er jeg dog privilegeret, når jeg møder sådan et menneske”.

Køen i fakta

Køen i Fakta blev omdrejningspunktet for en terapi. Vi kender det alle, vi står der i køen i butikken, hvor de så gerne vil holde på os i mere end 5 minutter – og det har de succes med.

Klienten fortæller, hvordan han mærker den fysiske uro brede sig i kroppen, så han bliver nød til at stå uroligt. Han fortæller om, hvordan han mærker lysten til at skælde ud og råbe op. Han fortæller om, hvordan han begynder at have hele sin opmærksomhed på, hvad alle andre omkring ham tænker om ham, når han står der og er urolig. Han føler sig forkert og afvigende.

Derfor kom køen i Fakta til at være omdrejningspunkt for terapien. Det blev køen vi hele tiden vendte tilbage til samtalen, fordi i den og den afledte frustration spejledes alle tanker og følelser om vrede og frustration, køen eksemplificerede alle komplekse følelser. Spejling af oversamarbejde blev tydelig og den eksplosive konflikt, når det ikke længere var muligt at tage vare på egen integritet. Forkerthedsfølelsen og tankerne om andres tanker trådte så rigeligt frem. Og ikke mindst genkendeligheden, fordi vi kender jo alle spektret af følelser fra egen frustration over den spildte tid til tanken “tag dig dog sammen” om ham eller hende, som ikke længere kan holde det ud og begynder at brokke sig højlydt.

Og lige der, i spejlet og det almene finder vi den terapeutiske healing.