Børnene som våben

Jeg har fulgt DR’s udsendelse “Børnene som våben” om børn som kommer i klemme i skilsmisser. Det er forfærdeligt, når det sker. Og det er forfærdeligt hvilken afmagt, der er i vores system til at håndtere det.

Allerførst så er det enkelte tilfælde, hvor der er vold og overgreb i en grad, så det nødvendigvis må ende med at børn bliver skilt fra den ene eller anden af deres forældre. Men det er de få tilfælde, og det er ikke dem, jeg vil omtale her.

“Jamen, hvad er det så der sker mellem to voksne mennesker, som gør at det kan gå så galt?” spørger mange.
Her skal vi tilbage til perioden før skilsmissen, tilbage til der hvor det begynder at gå galt i relationen mellem forældrene.

I den periode vokser der en utilfredshed mellem forældrene, der opstår misforståelser. Der er længsel efter at blive set og hørt. Der er vrede og sorg. Det udvikler sig til skænderier, der kastes måske med kopper og tallerkner. Og hvis det virkelig eskalerer, kan det ske at parterne opfører sig verbalt eller fysisk truende overfor den anden.
I hele denne periode begynder begge at bygge et fjendebillede op af den anden, som dybest set ikke hænger sammen med virkeligheden. Man kan også formulere det som, at den enkeltes oplevede virkelighed ikke matcher den virkelighed, som en neutral tilskuer vil have set, hørt og oplevet.
Nu begynder der tanker som: “Han/hun er farlig for mig, og derfor også farlig for mine børn” og “Han/hun kan jo ikke tage vare på sig selv, og derfor heller ikke mine børn”
Tankerne opstår også selv om, det aldrig er gået ud over børnene. Og nu starter kampen for alvor, alle dyriske instinkter træder i kraft, ubevidste tanker som “Jeg må skade ham/hende, inden det er mig, der bliver skadet – jeg må tage børnene fra ham/hende, inden det er mig, der mister børnene”.

Tænk hvis disse forældre frivilligt eller med “tvang” gik i skilsmisseterapi/mægling, hvor de kunne arbejde med deres uoverensstemmelser, og hvor de kunne få justeret deres virkelighedsbilleder.
Tænk hvis disse forældre kom så langt, at de ikke nødvendigvis kom til at holde af hinanden igen, men kom dertil hvor de kunne respektere den anden som god forældre for deres fælles barn.

Så ville børnene ikke længere være våben mod den anden.