Hvorfor bliver vi skilt?

Forleden blev jeg kontaktet af redaktionskoordinator fra TV2 med en rundspørge om de tre hyppigste årsager til, at par bliver skilt og går fra hinanden. Det kunne jeg ikke svare på, men jeg kan svare på de tre hyppigste årsager til, at par kommer i parterapi hos mig.

Glemt at være kærestepar

Parret har glemt hinanden i blandingen af at skulle dyrke karriere og i at skulle være et godt familiepar. Det hele drukner i dagligdag og de glider længere og længere fra hinanden. De kommer til mig for at finde tilbage til kærligheden og hinanden igen.

Glemt sig selv 

Den ene part har underprioriteret sig selv og kan ikke længere holde det ud, eller den anden har fået nok af ikke at kunne mærke partneren. Parrets kommunikation fungerer ikke, de taler forbi hinanden og oplever ofte at blive verbalt angrebet. De kommer til mig for at få løst op for misforståelser og for at komme tilbage til sig selv og sine værdier samtidig med at forholdet bevares.

Søgt anerkendelse hos andre – i fysisk eller mentalt utroskab.

Parret er gledet fra hinanden og har glemt at anerkende hinanden. Den ene eller begge har følt sig alene og ensom, og har tilsidst søgt tilflugt hos et andet menneske, som kan give den livsnødvendige bekræftelse. De kommer til mig for at få forståelsen for det, der er sket og for at finde tilbage til hinanden igen.