Tag pengene, så kan de lære det

Jeg har tidligere arbejdet med at hjælpe mennesker i arbejde eller til afklaring på, hvor meget de kan tåle fysisk og mentalt, således at kommunerne kunne hjælpe borgeren videre til job, flexjob eller førtidspension. Om borgeren fik det ene eller andet afhang tildels af resultatet af et stykke afklaringsarbejde, men det afhang i høj grad også af de lige-nu-og-her-politiske-vinde.

Når jeg pt. i den politiske debat hører udsagn om, at kontanthjælpsmodtagere vil blive motiveret til at tage arbejde, hvis vi tager penge fra dem, så tænker jeg, at her sidder et politisk menneske, som ikke har mødt flertallet af de borgere, som får kontanthjælp. De borgere som vil blive straffet, fordi ganske, ganske få ikke vil arbejde.

I det samarbejde som jeg har haft med kommunerne, har det altid været tydeligt igennem afklaringsarbejdet, når nogle har forsøgt at snige sig udenom og vil lukrere på kontanthjælp – samtidig med at de måske tjener sorte penge, handler hash eller andet. De falder altid ud og bliver sat stolen for døren.

Samtidig har jeg oplevet masser af mennesker, som i årevis har været på kontanthjælp og som har svært ved at komme videre. Enten fordi de ikke magter det, eller fordi de ikke får den hjælp, som er nødvendig – og det har i høj grad været i en kombination af begge.

Her er nogle få eksempler:

1)
Den krigstraumatiserede serber, der i sit hjemland blev fanget af militser og tvunget til at slå folk ihjel. En mand, der ikke turde have noget skarpere end en smørekniv i sit hjem, fordi han var bange for, hvad der kunne ske med ham eller andre.
Kontanthjælp i 10 år uden at få den psykoterapeutiske hjælp, som kunne få ham videre, selv om han havde et brændende ønske om at forsørge sig selv og leve som andre.

Reducer hans kontanthjælp, så skal han nok blive motiveret til at slippe sin angst og traumer og til at få et arbejde.

2)
Kvinden, også fra Serbien, med kroniske smerter i ryg og nakke, en arm der mest hænger. Hun kommer i afklaring i en SFO, og hun stråler af glæder, det er det hun elsker – at arbejde med børn. Hendes mand hjælper hende med at “snyde”, han kører hende frem og tilbage hver dag. “Snyder” for at vi skal se, at hun kan arbejde, og for at vi skal hjælpe hende til det.
2 timer inden i den første arbejdsdag kaster hun op af smerter ude på toilettet. Hun forsøger at undgå, at nogle opdager det, for tænk hvis hun ikke kan få lov at forsætte.
Kontanthjælp i 10 år, fordi man ikke vil give hende førtidspension, “for noget må hun da kunne” …. selv om hun har været gennem utallige forløb og har en fantastisk vilje til at ville, men bare ikke kan.

Reducer hendes kontanthjælp, så skal hun nok blive motiveret til ikke at have smerter, til ikke at kaste op på toilettet og til at få et arbejde.

3)
Manden fra kolonihavehuset. Nedslidt af hårdt arbejde og problemer med alkohol. I afklaringen er han ædru og pligtopfyldende ud over alt, hvad nogen arbejdsgiver kan forvente. Men han ved også, at han svigter en dag, når sindet driller og alkoholen forstyrrer.
Kontanthjælp i mere end 10 år, uden at få den hjælp der skal til psykoterapeutisk og afvænning. Men det er jo hans problem, at han drikker.

Reducer hans kontanthjælp, så skal han nok bruge 40-80.000 på hjælp til sig selv, holde op med at drikke og finde et arbejde.

4)
Den unge mand med tourettes og ADHD, hvor livet bare driller og bliver uoverskueligt. Han fik hjælpen, der bragte ham videre, han fik den nødvendige indsats.

Men vi kunne også bare have reduceret hans kontanthjælp, så var han nok holdt op med at stjæle kartofler, kød og andet for at overleve, og havde fundet et arbejde ….. eller måske var han begyndt at pushe i stedet for.

Det er muligt, at en eller anden kan finde eksempler på nogle, der lukrerer på kontanthjælpen, men det er så få i forhold til alle dem, som vil blive straffet, hvis vi sænker kontanthjælpen.
Vi tager bare fra den fattige og siger “så kan du lære det”, der hvor vi burde undersøge, hvorfor har de fået kontanthælp så længe? Og hvordan kan vi hjælpe dem videre?
Det koster penge at få folk ud af langvarig kontanthjælp – måske er det det, som er problemet.

Jeg vil ikke være den, der støtter at tage penge fra de, som ikke har, jeg vil ikke slippe billigere i skat på deres bekostning.
Og jeg bliver harm indeni, når jeg hører: “Tag pengene fra dem, så skal de nok lære det”.