Stress – misforstået og undervurderet

Begrebet stress bruges bredt, det bliver ofte brugt som et synonym for travlhed eller sygdom. Her er det vigtigt, at vi skelner mellem de to begreber.

Kortvarig stress

Vi kan godt have travlt og have følelsen af at være stakåndet efter en hektisk dag. Men har vi samtidig en god følelse i maven og en glæde over veloverstået arbejde, så har vi bare haft travlt og er ikke stressede i sygdomsmæssig forstand. Det er her vi taler om den kortvarige, akutte stress, som vi oplever, når en situation presser os og bringer vores krop i alarmberedskab. Kortvarig stress er normalt og ikke skadeligt.

Langvarig stress

Men hvis vi udsættes for vedvarende og langvarig stress, der ofte opstår, når de situationer og begivenheder, der stresser os, ikke forsvinder, så forhindres vores krop i at slappe af i uger, måneder og år. Kroppen er ikke skabt til at være i konstant beredskab hver dag i lang tid, og så bliver stressen skadelig.

Den langvarige stress kan opstå, hvis man har dårlige relationer til kollegerne, chefen eller konstant oplever, at tiden ikke slår til.
Når kroppen er i højt beredskab, mærker man måske ikke, at man har behov for mad og søvn. Det giver et fysisk underskud og forstærker sliddet og belastningen af kroppen.

Symptomerne på langvarig stress kan for eksempel være, dårlig hukommelse, manglende sexlyst og et svækket immunforsvar. Endelig kan længerevarende eller gentagne stressperioder med tiden være årsag til depressioner og hjerte-kar-sygdomme.

Hvis du oplever flere af følgende symptomer, er det vigtigt at du kontakter din læge for en helbredsundersøgelse, og hvis der ikke er noget fysisk i vejen, så vil det være gavnligt at sætte gang i samtaleterapi.

Fysiske symptomer

  • Indre uro
  • Hovedpine
  • Hjertebanken
  • Mavesmerter
  • Nedsat potens
  • Vægttab
  • Hyppige infektioner
  • Forværring af kronisk sygdom

Psykiske symptomer

  • Ulyst
  • Træthed
  • Irritabilitet
  • Hukommelsesbesvær
  • Koncentrationsbesvær
  • Angst
  • Nedsat humoristisk sans
  • Depression

Adfærdsmæssige symptomer

  • Søvnløshed
  • Uengagerethed
  • Hyperventilation
  • Aggressivitet
  • Nedsat præstationsevne
  • Ubeslutsomhed
  • Øget brug af stimulanser
  • Øget sygefravær