En problemstilling, som vi alle bærer med os, er at finde balance mellem at samarbejde med andre og holde fast i os selv. Det er en ubalance, der opstår i vores tidlige barndom (en del af udviklingspsykologien).
Vi fødes til at samarbejde.
Et hvert spædbarn samarbejder alt, hvad det kan for at sikre sig overlevelse. Hvis vi bevæger os ud blandt dyrene bliver det helt tydeligt. Et rålam bliver liggende, hvor råen ligger det, ellers kan råen ikke finde lammet igen, og lammet vil dø af sult eller blive ædt af ræven. Når det bliver større, er det lammet der følger moren, og ikke moren der venter på lammet. Lammet er født til samarbejde på samme måde som vi mennesker.
Senere går vi på opdagelse, forsøger at adskille os fra den konfluente tilknytning til vores mor. Vi undersøger verdenen, og vi undersøger, hvor meget vi kan få lov at være os selv uden at blive ekskluderet. Som helt små børn finder vi den balance, der sikrer os overlevelsen, der hvor vi føler os mest mulige “gode nok”.
Og det er her, at vi er dømt til manglende succes på den perfekte balance mellem at samarbejde og holde fast i os selv. Det er vi, fordi intet er perfekt og ingen forældre er istand til hele tiden og alt tid at møde deres børn i en perfekt balance.
Nogle af os hælder til at samarbejde, og nogle af os oversamarbejder så meget med vores omgivende relationer, at vi næsten opleves uden mening: “Hvad synes du om filmen?” “Øhm, hvad synes du?”.
Andre bliver så fokuseret på at holde fast i sig selv, at de ikke er i stand til at gå på kompromis med noget. Konstant vogtende over om folk “træder dem over tæerne”.
Det er selvfølgelig yderlighederne, men vi hælder alle til den ene eller anden side, og det begrænser os på forskellig vis – hvad vej hælder du?