Mange af os har prøvet at hænge fast i et afsluttet destruktivt kærlighedsforhold. Vi oplever ikke rigtigt at kunne slippe det. Det er som om, at forholdet suger os, selv om vi inderst inde ved, at det var håbløst destruktivt for os selv og for den anden part. Vi drages af det sugende begær efter anerkendelse, nærhed, sex, skønhed og vi fortrænger alt det destruktive. Vi tænker tanker som “jeg skal bare have hende/ham til at forstå, så vil alt ændre sig”.
For nylig havde jeg en samtale med en klient, der samlignede længslen med sagnet om elverpiger. I den oprindelige danske version af Goethes legende om elverkongen var det elverkongens datter, ellerkone, der var hovedpersonen, frem for elverkongen selv, og som søgte at fange eller forlede mennesker for at tilfredsstille hendes begær, jalousi og hævntørst.
Min klient fortalte om længslen efter det smukke, dragende ydre, den klingende latter, den smukke stemme. Og han beskrev, at der bagved facaden var den sugende sult efter at blive fyldt op af hans bekræftelse – en bundløs sult og tomhed. Han beskrev, at de havde levet i en dans, hvor hun skiftevis blev den sårbare, skrøbelige pige, som han skulle redde og “fylde”, og krænkede ham, når hun ikke fik dækket sin “sult”.
Når vi er i sådan et forhold, har vi brug for hjælp til at forandre det. Og når vi har afsluttet et sådan forhold, kan vi få brug for hjælp til at slippe det. At leve i elverpigens vold er ikke sundt for nogen.
Hvordan forholdet blev til et elver-forhold er en helt anden historie, som må fortælles en anden gang.