Jeg læste en gang en lille historie om lykke og retfærdighed:
I en park sidder to mænd på en bænk, de ser på to drenge, der leger i en sandkasse. Da drengene har leget i et stykke tid, kommer de op at skændes, og det ender med at den ene af drengene vredt går sin vej. Der går et lille stykke tid, så vender drengen tilbage og genoptager legen med den anden.
“Så du, det?” siger den ene mand “Det var da forunderligt.”
“Så hvad?” siger den anden mand.
“De var oppe og skændes, og nu leger de, som om intet var hændt” siger den første.
“Ja, sådan er det med børn.” svarer den anden “De foretrækker lykke for retfærdighed.”
Jeg synes, at det er en tankevækkende historie. Hvor tit sætter vi retfærdighed over vores egen lykke?
Det betyder, ikke at vi bare skal lade vore grænser overskride i samarbejdets tegn, men at vi skal mærke efter, hvor vores egen lykke findes. Ligger lykken i at være i sandkassen eller i at forlade den?
Hvis vi ikke mærker efter, risikerer vi at miste lykken i jagten på retfærdighed.
Søger du lykke eller retfærdighed?