Uanset alder er det vindunderligt, når vi møder det menneske, som vi kommer til at elske og holde af. Når vi møder det menneske, vi får lyst til at bygge fremtiden sammen med.
Det er vidunderligt, når vi er helt unge og på vej ind i vores første seriøse forhold.
Og det er bestemt ikke mindre vidunderligt, når vi finder vores partner lidt senere i livet, hvor vi har en anden ballast med os – en ballast af erfaring, viden, sårbarhed, brudte forhold og ikke mindst helt fysisk i form af egne børn. Eller den andens børn. Eller både og.
Vi får ikke bare en partner at holde af, men en hel familie.
Det er bare ikke altid så nemt. Måske har vi svært ved at være enige om opdragelse. Måske synes vi den andens børn fylder for meget. Måske har vi svært ved være i en god relation med den andens børn. Måske har vores børn det svært med hinanden. Måske har jeg svært ved at finde ro og føle mig hjemme i mit eget hjem. Måske er det svært med den andens X. Måske …………..
En ting er sikkert, det er sårbart at tale om. Det kan være svært at italesætte. Der kommer nemt misforståelser. Der kommer nemt skænderier eller følelse af at være forkert.
Når det bliver svært, kan det være en rigtig god idé at få hjælp gennem parterapi, min erfaring er, at det altid løser sig med lidt hjælp.