“Jeg har været utro” skriver O. Det er en sårbar situation for parforholdet. Du kan læse mere om utroskab her.
Være utro med en fra studiet
Hej Jan
Min kæreste har opdaget, at jeg har været utro med en fra studiet. Jeg har, afsluttet forholdet med min “XX”, da jeg ønsker at være sammen med min kæreste.
Jeg svinger godt med XX og vi arbejder utrolig godt sammen i studiegrupper og vi er begge drivkræfterne i nogle projekter. Nu vil min kæreste have, at jeg melder mig ud af studiegrupperne og projekterne, fordi hun bliver usikker. Det synes jeg er svært, for XX er en godt studiekammerat og med til at løfte mig op på et højere niveau, som passer godt til mine ambitioner.
Så mit spørgsmål er: Hvordan skaber jeg tillid hos min kæreste, så jeg kan blive ved med at være i studiegruppe med XX.
Jeg håber, du kan hjælp mig.
Hilsen O
Hej O
Først og fremmest er det jo dejligt, at du har fået øjnene op for, at du ønsker at blive i dit forhold. Men når jeg læser din mail, bliver jeg også i tvivl om, hvad der er vigtigst for dig – at være sammen med din kæreste eller være studiekammerat med X? Det skal du måske give en tanke.
Hvis din kæreste havde krav om, at du ikke måtte være i gruppe med piger generelt, så ville din kæreste have et stykke arbejde omkring hendes usikkerhed. Men det er ikke det, hun beder dig om – hun beder dig om ikke at være i gruppe med XX.
Når man har været utro, efterlader man et ar og en usikkerhed hos den anden. Et ar en usikkerhed, der har brug for tid og forståelse fra dig for at blive helet. Forståelse vises ikke kun i ord, men også i handling. Du bliver derfor nødt til at tage et valg – Vil du gøre din kæreste tryg eller vil du arbejde sammen med din studiekammerat? Begge ting kan ikke ske samtidig.
Du kan læse lidt mere om helingsprocessen.
Jeg håber, du får reflekteret og mærket rigtigt efter.
Bh Jan