Hør Lizzie Velasquez’s foredrag om at stå ved sig selv, og hør hendes egen positive definition af, hvem hun er.
Hvordan definerer du dig selv?
Der er ikke noget galt med vrede
Forleden skrev en pige til mig for at få lidt hjælp til et skoleprojekt om vrede. Og vrede er et emne, som jeg arbejder en del med i terapien.
Allerførst: Hvad er vrede?
Vrede er en grundfølelse på linie med glæde, sorg og lyst. Vrede eller aggressivitet ses ofte som negativt, men det er også den grundfølelse, vi der får os til at handle. Vrede er altså lige så sund en følelse som alle andre følelser.
Vrede udløses, når der er noget vi ønsker, som vi ikke kan få. F.eks. ønsker vi at blive behandlet ordentligt, og hvis vi ikke bliver det, så bliver vi vrede eller kede af det. Jo mere vi oplever, at vi ikke bliver anerkendt eller decideret underkendt, jo mere vil vreden eller sorgen vokse.
Medicin eller ikke medicin
Ind i mellem opstår der debat om psykofarmaka. Jeg oplever desværre, at debatten ofte bliver sort/hvid, hvad der er stærkt foruroligende for behandling af mennesker med depression og psykiske problemstillinger.
I min optik er det ikke enten/eller, men at vi skal bevæger os henimod et differentieret valg, hvor der ses på både medicin og terapi, nogle gange det ene eller det andet og andre gange både/og.
Ensomme studerende
Jeg møder ofte ensomme studerende i min praksis, og det er nemt at forstå, at du kan blive ensom på studiet. Du er måske kommet fra klasseundervisning og er nu i et studiemiljø med forelæsninger uden en indbygget kollektivitet. Eller der er bare mange nye mennesker at forholde sig til, og du kom måske lidt forsigtigt fra start og nåede ikke rigtigt at knytte kontakter.
Jeg tænker, at det er godt at vide, at du ikke er alene med din ensomhed, men at 28% af dine studekammerater sidder med samme ensomhedsfølelse. De 28% vil være glade for din kontakt.
En lille film til at forstå depression
Youtube – I had a black dog, his name was depression. Se filmen og forstå depression lidt mere.
Livets forgængelighed
Jeg har ikke været så flink til at poste nye indlæg i lang tid. Men I kender det sikkert, ind i mellem løber tiden, alverdens gøremål optager én, og der er ting man ikke får gjort, selv om man gerne ville.
Forleden var jeg ude på en morgentur, og langt væk på en plæne så jeg en masse hvide pletter, som jeg i første omgang tænkte var måger, som har taget hvile i den tidlige morgen.
Da jeg kom tættere på, så jeg, at det var et fantastisk tæppe af svampe i alle stadier fra helt nye til rådnende og nedbrudte.
At være
Jeg sidder her ved pc’en efter en hyggelig dag i skoven med børn, børnebørn og svigerbørn. Tænker at jeg skal skrive noget klogt, men hjernen vil ikke rigtigt i sving og tankerne falder tilbage på dagen.
En god og stille dag under en af skovens bålshelters.
En dag med kolde øl, grillede pølser og snobrød, der levede op til traditionerne om at være sorte udenpå og dejagtige indeni.
En dag med hygge, nærhed og en enkelt påskehare der kom forbi og droppede et par påskeæg bag træerne.
En dag hvor det var nok bare at være, også uden at være klog.
Jeg tror, at jeg vil læne mig tilbage, absorbere dagens nærvær uden at være klog.
God påske, jeg håber, at I får mulighed for bare at være.
Lykke eller retfærdighed?
Jeg læste en gang en lille historie om lykke og retfærdighed:
I en park sidder to mænd på en bænk, de ser på to drenge, der leger i en sandkasse. Da drengene har leget i et stykke tid, kommer de op at skændes, og det ender med at den ene af drengene vredt går sin vej. Der går et lille stykke tid, så vender drengen tilbage og genoptager legen med den anden.
“Så du, det?” siger den ene mand “Det var da forunderligt.”
“Så hvad?” siger den anden mand.
“De var oppe og skændes, og nu leger de, som om intet var hændt” siger den første.
“Ja, sådan er det med børn.” svarer den anden “De foretrækker lykke for retfærdighed.”
Jeg synes, at det er en tankevækkende historie. Hvor tit sætter vi retfærdighed over vores egen lykke?
Det betyder, ikke at vi bare skal lade vore grænser overskride i samarbejdets tegn, men at vi skal mærke efter, hvor vores egen lykke findes. Ligger lykken i at være i sandkassen eller i at forlade den?
Hvis vi ikke mærker efter, risikerer vi at miste lykken i jagten på retfærdighed.
Søger du lykke eller retfærdighed?
Beriger livet dig?
Bliver du beriget at dine relationer, dine oplevelser og dine omgivelser? Hvis du ikke bliver beriget, vil du opleve livet som tomt, uinspirerende eller kedeligt.
Beriger dine børn dig?
“Naturligvis” er det hurtige svar måske. Men hvornår har du sidst talt rigtigt og nærværende med dine børn? Hvornår har du sidst virkelig lyttet uden at forsøge at korrigere, hjælpe, løse problemer – men bare lyttet for at forstå? Hvornår har I sidst haft en GOD samtale?
Sluk fjernsynet og computerne, og find på en aktivitet, hvor I også har mulighed for at tale sammen – og LYT. Det kan være en gåtur i skoven, lægge puslespil, lave juledekorationer, male, tegne, kun fantasien sætter grænser.
Den umulige balance
En problemstilling, som vi alle bærer med os, er at finde balance mellem at samarbejde med andre og holde fast i os selv. Det er en ubalance, der opstår i vores tidlige barndom (en del af udviklingspsykologien).
Vi fødes til at samarbejde.
Et hvert spædbarn samarbejder alt, hvad det kan for at sikre sig overlevelse. Hvis vi bevæger os ud blandt dyrene bliver det helt tydeligt. Et rålam bliver liggende, hvor råen ligger det, ellers kan råen ikke finde lammet igen, og lammet vil dø af sult eller blive ædt af ræven. Når det bliver større, er det lammet der følger moren, og ikke moren der venter på lammet. Lammet er født til samarbejde på samme måde som vi mennesker.